|
|
| Dato | Sted | Kilde | |
| Født : | 1777 | Svingelbjerg, Vesterbølle | - |
| Noter : Se: " Da hovbønderne på Lærkenfeldt strejkede " i Fra Himmerland og Kjær herreder 1969, side 75-84. Da hovbønderne på Lerkenfeldt strejkede. Samlet af Iærer og arkivar L. Sigv. Jensen, Viborg Til dels omskrevet af Jacob Regnar, Ullits kgl. anordninger og tilpligtede en for alle og alle for en at betale deres I 1811 strejkede hovbønderne på Lerkcnfeldt. De nægtede at køre gødning ud på godset. De manglede arbejdskraft, fordi mange af de unge var soldater. Det var i Napoleonskrigenes tid, og vore soldater for viden om i de sydlige lande, som St. St. Blicher fortæller om det i »Æ Bindstow«. Prisen på korn var enorm, så både herremanden og bønderne havde interesse i at dyrke korn og sælge korn.Man erindrer sig digtet om »Terje Vigen". En tønde rug kostede ca. 400 kr.På denne baggrund forstår man først den nedenstående sag om bondestrejken over for herremanden, som selv var af bondeslægt og egentlig gode venner med bønderne på godset. Men tiderne var hårde i alle retninger, og derfor måtte han holde på sin ret. Og så begynder vi på sagen om de strejkende hovbønder: »Anno 1811 d. 2. juli blev på Lerkenfeldt birketingstue af den const. birkedommer og skriver cancelliråd, by- og herredsfoged Jørgen Peter Rommedahl fra Hobro sat og holdt politiret i overværelse af vitterlighedsvidner, nemlig forvalter Niels Gjedde fra Mølgård og Peder Christensen fra Hobro efter rekvisition af proprietær Kjeldsen til Lerkenfeldt. - Skrivelsen oplæstes ligesom politistævningen. Endvidere skrivelse fra amtmanden med Indkaldelse til parterne og sammes forkyndelse og endelig amtets henvisning af sagen til domstolen. Hr. proprietær Kjeldsen henholdt sig til sin klage til amtet og begæring til politidommeren og bad de indklagede bønder pålagt at forrette deres pligtige hoveri i henseende til den påklagede gødnings udkørscl. Han fremlagde den approberede hoveriforening, hvilket viser, at en gårds pligtige hoveri for møgagning og gødningsudkørsel er fastsat til 18 spanddage og 20 gangdage. Hr. Kjeldsen påstod sit pligtige hoveri af de modvillige bønder i Svingelbjerg tilkendt og disse ansat med mulkter og bøder efter de i sagsomkostninger inclusive Kjeldsens forgæves rejse til amtet i Viborg. Den ukendte »vinkelskrivers« indlæg.Nu er bønderne altså i retten og fremlægger der et dokument, der i mange ord siger, at de til øvrigheden har indleveret en klage over, at de ikke kender og aldrig har set noget om nogen hoveriforening. De har endnu ikke fået noget svar på deres forespørgsel, og de mener derfor ikke, de kan dømmes, før dette svar indløber til dem. - De oplyser, at de er villige til at forrette det sædvanlige hoveri, som de plejer, men der er kommet større forlangender om hoveri under Kjeldsen som ejer af gården, og dette ekstra arbejde vil de ikke udføre. De ønsker sagen udsat indtil videre.Dokumentet er underskrevet således: Svingelbjerg, den 20. juli 1811.Christen Søchbæks enke, Hans Madsen, Anders Gislum, Niels Sørensen, Giver Christian, Jens Christian, Gravers Nielsen, Laust Smed, Christen Mogensen, Jens Mikkelsen. De var alle mødt personlig, og de aflagde ed på, at de stod bag skrivelsen. Dommeren prøver nu på - som sin pligt - at få et forlig istand, men det lykkedes ikke, og han fremkom nu med spørgsmål til de enkelte om, hvad de havde til grund for, at de nægtede at udkøre gødningen på Lerkenfeldt, som sket var. Tillige ønskede dommeren at vide, om de stod bag denne skrivelse, ligesom han ønskede at vide, hvem der havde affattet den, eller om de var forledt af andre til at underskrive. Christen Søchbeks enke mødte med sin søn Anders på 34 år. Hun havde ikke noget imod at køre »til møgagning«; men hun ville ikke køre, når de andre i byen ikke ville. - Anders erklærede, at han havde skrevet moderens navn under samme dag i oldermandens, Hans Madsens hus, hvor alle bønderne var forsamlede. Han havde set noget i skrivelsen, men kunne ikke rigtig læse eller forstå det, men han underskrev efter de andre mænds begæring. - Hvem der havde skrevet indlægget, vidste han ikke. Så kom oldermanden, Hans Madsen, frem. Han fortalte, at husbonden havde ladet jord fra diger blande i gødningen, så der blev alt for meget arbejde. Derfor var bønderne blevet fornærmede og havde nægtet at køre, men han var villig til at køre, hvis de andre kunne tænke sig at gøre det samme. Thi kiendes for ret: 1. De indstævnte bønder (de føromtalte fra Svingelbjerg) bør hver for sig for deres udeblivelse fra møgagning på Lerkenfeldt bøde - 2. Bør de hver for sig, når de påny tilsiges med aftens varsel indfinde sig og forsvarlig forrette den påklagede gødningsudkørsel på sædvanlig måde og i overensstemmelse med Lerkenfeldts hoveriforening under l rd. daglig mulkt for hver dag, han udebliver fra dette arbejde. 3. Bør samtlige indstævnte én for alle og alle for én betale udi denne politisags bekostning 4 rdl. alt at efterkomme inden 3 solemærker eller 3 dage efter denne doms lovlige forkyndelse. Til stadfæstelse under min hånd og segl. Lerkenfeldts birketingstue, d. 25. juli 1811. Rommerdahl. Vinkelskriveren fortsætter. Amtmanden i Viborg havde ikke fået noget forlig i stand mellem proprietær M. Kjeldsen og hans bønder i Svingelbjerg, Viborg amt. Derefter forsøgte amtmand Ditlev von Pentz i Aalborg amt at forlige parterne, men med samme negative resultat. Hr. Rommerdahl skulle efter ordre fra amtmanden i Aalborg prøve forlig endnu engang. Vinkelskriveren havde nu fundet på flere ting, der kunne indgå i forliget bl. a.: »I de første åringer, som vores nuværende husbonde blev ejer af Lerkenfeldt, nedbrød han i borggården et treetages, grundmuret hus, ligesom og en kvist i bemeldte borggård, hvilket vi måtte køre bort alt gruset og kalket og sand af bemeldte nedbrudte huse udi møddingen og det i en del år så længe, der var noget. Ligeså blev vandgraven omkring borggården udtappet eller udkastet, så at den blev ganske tør. Dette arbejde med al den dynd blev af vores husbonde ført i møddingen, som vi alle tillige med det øvrige måtte udkøre på marken. Alt det kalk og grus begge ele var os så byrdefulde, ja, end mere formedelst de mange kalkstykker og murbrokker er vi nødt til at slå vore høleer til skammelig skade. Desuden beordres vi af vore husbonde at nedbryde markdiger, som vores husbondes vogne kører på møddingen; men vore folk må forrette arbejdet. Af den grund formeres gjødningen så meget, at det snart er os urimeligt, når vi skal forrette noget ved vort eget markavl. Ligeså bliver der stemt for vandet ved møddingerne, så når vi skal udføre gjødningen, er færdig ved at kvæle bæsterne. - Så har der også i vor forrige hubonds tid været skik og brug at sætte hedetørvene i stak uden for gården, men nu beordres vi til at køre bemeldte tørv op i borggården til kjøkkendøren og der at sætte dem i stak, ved at køre samme tørv igennem gården ad en stor, lang stenbro og til bemeldte kjøkkendør, sker det, at vore vogne går i stykker, hvorved vi lider en stor skade just ved denne tid, da jern og træ tilsammen er så uhyre dyre. Således beordrede vores husbonde os sidst afvigte efterår med vore vogne og folk at opsamle på det grønne jord, hvor studene haver græsset om sommeren, alle de derpå gjorte stude-lorte og så at føre samme lorte på møddingen. Endvidere har vores husbonde foruden sine egne får en anden herregårds får til græs om sommeren. Aldrig har vores forrige hus- bonde forlangt at vaske og klippe fårene på Lerkenfeldt, uden hvad som af os blev gjort i kærlighed og villighed; men nu beordres vi ej alene at vaske og klippe Lerkenfeldt får, men endogså tillige en anden herregårds får. Ligeså er der solgt nogle af Lerkenfeldts fri bønder, i hvis sted vi andre forretter disses arbejde. - Desuden har vi så megen byrde med håndværksarbejde ved Lerkenfeldt mølle, ja, er så undertiden med lange og svære kørsler, som i vores forrige ejers tid aldrig har været brugeligt. - Det sker ofte, når vi sender vores karl for at tærske, når vi har nogen, som i denne tid er vanskeligt at få, da de fleste er udkommandere til kongens tjeneste, bliver de ofte i stedet for at tærske kommanderet til anden tjeneste, hvilket er os tungt; thi deslænger varer tærskningen, og vort eget arbejde bliver forsømt.« Klagen over Lerkenfeldts ejer slutter med en udtalelse om, at de alle er »fattige og enfoldige« bønder, og de sætter al deres lid til øvrigheden, og de beder om at få deres skrift tilbagesendt, da »vi agter at søge højere steder i påkommende tilfælde.« Dette lange skrift blev oplæst, og forhandlingerne tog så deres begyndelse. Alt dette skete på rådstuen i Hobro, og skrivelsen var denne gang nderskrevet af bønderne i Ullits, Svoldrup, Østrup og Morum. Vidneudsagnene. Så oplever vi samme forestilling som før er omtalt, da bønderne fra Svingelbjerg var i retten. Vi nævner nogle eksempler: Anders Søchbæk er første vidne. Han vil ikke køre gødning, før alle de andre vil, kan hverken læse eller skrive, vil ikke gå på forlig, har ellers intet imod sin husbonde. Anders Skov, Ullits, slutter sig til fornævnte, kan ikke læse eller skrive, ved ikke, hvem, der har skrevet hans navn på listen. Jens Mikkelsen, Ullits, slutter sig til de foregående. Han havde holdt på pennen, mens en anden skrev hans navn. Han kendte ikke vedkommende. Hvor det var sket, ville han ikke sige. Flere udtaler, at de er kede af sagen. Mogens Andersen, Ullits, vil ikke gå på forlig. Han havde hverken hørt eller set noget til klagen, før den blev oplæst i retten. Niels Mikkelsen i Svoldrup, havde bragt skrivelsen med til Hobro og afleveret den der. Han kunne ikke læse og skrive af nogen betydelighed.« Han vidste ikke, hvem der havde skrevet hans navn, endskønt det var sket undervejs af en dreng, som han ikke kendte. Men nu kommer pludselig en »forligsmand« ind i billedet, idet Peder Hovgaard fra svoldrup erklærer, at han ikke vil have nogen del hverken i klagen eller processen. Andre havde overtalt ham til at nægte gødningsudkørselen. M. Kjeldsen tog mod dette tilbud og frafaldt anklagen mod ham, men med de andre bønder blev der intet forlig, og sagen skulle nu gå sin gang. Nyt retsmøde. 1811 d. 13. decbr. er sagen igen til behandling ved Lerkenfeldt birketing. Der føres igen vidner, ligesom Kjeldsen møder med sin hoveriprotokol. Tre dage efter, d. 16. decbr. blev dommen afsagt. De forskellige navne nævnes, og som undskyldende moment anføres: »de enfoldige bønder er vildledt af den ukendte vinkelskriver. Dommen lyder: l. Betale i bøde for en ægt 3 mark. 2. Køre gødning ud efter ny tilsigelse. 3. Betale i sagsomkostninger 4 rdl. Vi er nået til slutningen af året 1811, og møddingen på Lerkenfeldt bredte sig mere og mere, fordi der ikke foregik nogen »møgagning«. Strejken havde gjort, at der var brakmark eller græs, hvor der skulle have været bygmarker, men det kunne reddes endnu. Man kunne køre gødningen ud og sprede den straks, og så kunne der sås byg i sæde tiden til foråret, og der kunne på den måde blive en god høst. Sådan bar bønderne sig vel selv ad derhjemme i deres bedrifter. Nu var dommen faldet, og der gik bud på lovlig vis til de genstridige bønder om at møde til arbejdet. - Men de blev hjemme. Det til byg beregnede areal på Lerkenfeldt for 1812 blev ikke tilsået. Ny retssag. 1812 d. 25. septbr. mødte for politiretten på Lerkenfeldts birketing proprietær M. Kjeldsen contra sine fæstebønder. Der var ingen mødt fra Ullits, hvilket vel må betyde, at de havde afblæst strejken. Amtmændene i Viborg og Aalborg havde forsøgt mægling i sagen, men uden resultat. Nu skulle sagen afgøres af retten. Dommeren, fuldmægtig Olsen, forsøgte igen forlig, men uden resul- tat. Dog mødte én frafalden, Giver Christian i Svingelbjerg, som er- klærede, at han var villig til at køre gødning ud på sit stykke af hov- marken og beså det med rug i dette efterår. Så skulle han være fri for videre tiltale. Nu kører vidnerne frem med de gamle argumenter om, at gods- ejeren blander alt muligt i gødningen, og der fremkommer et nyt ar- gument til at nægte udkørselen i foråret: De har intet foder til »bæsterne«. Der var fodertrang, da de alle havde store besætninger. Graves Nielsen i Svingelbjerg såede ikke byg, fordi gødningen ikke var kørt ud året før på grund af strejken, og lignende anførte de an- dre tiltalte. De tilsagte fra Svoldrup, Østrup og Morum fremkommer ikke med noget nyt, men samtlige indstævnede begærede sagen udsat i tre uger, men da de ikke kunne fremsætte nogen rimelig begrundelse derfor, fandt retten, at sagen måtte optages til doms. Hr. M. Kjeldsen forlangte erstatning for »driftstab«. Domsafsigelse: 1812 d. 26. septbr. kl. 11 slet afsagde fuldmægtig Olsen følgende dom efter en nøje gennemgang af hele sagen: Thi kiendes for ret: 1. De indstævnede gårdfæstere bør hver for sig bøde en ægt tre mark, hvilken mulkt tilfalder de respektive sogne, hvorunder de hører. 2. Så bør de og én for alle og alle for én udrede denne politisags omkostninger med 4 rdl. 3. Endelig reserveres »Citantens« (M. Kjeldsen) ret til erstatning af de indstævnede for det tab og skade, som disse have forvoldt ham derved, at deres til bygsæd indtage og bestemte hovmåle har ligget udyrket hen og uafbenyttet i indeværende år. At efterkommes inden 3 solemærker efter denne doms forkyndelse under videre, lovlig adfærd. Olsen, konst. fuldm. Læst og afsagt for Lerkenfeldts birks politiret den 26. septbr. 1812. Striden var endt med et nederlag for hovbønderne. De skal fremdeles age Lerkenfeldts møddinger ud på markerne med gamle jorddiger, kalkaffald med murbrokker fra nedbrudte huse, bundfald fra gravene, og hvad man mere kan fylde deri. - Hedetørvene skulle afleveres ved herregårdens køkkendør, selv om nogle skrøbelige vognhjul dårligt tålte kørslen gennem gården »ad en stor, lang stenbro.« Mikkel Kjeldsen havde sikkert ikke forlangt flere »spænddage eller gangdage«, end hoveriforeningen hjemlede ham ret til. Mærkeligst i hele affæren er vinkelskriveren, som det ikke lykkedes at få ram på. - Bønderne havde sikkert været kede af alt dette, som de var lokket ind i. Hr. Kjeldsen var selv af bondeæt, og forholdet til bønderne var sikkert godt, så det har også pint ham med alt det, og det var tåbelige tider at foranstalte oprøret på, da alt i disse tider var dyrt på grund af krigene. Meget mod var der ikke i de stakkels bønder. Den ene ville ikke køre, når den anden ikke ville. Det viser en sjælden solidaritet og et godt sammenhold. Chr. Søkbechs enke i Svingelbjerg syntes da ikke, "at hun ene kunne køre til møgagning". Denne artikkel finde i: "Fra Himmerland og Kjær Herred" 1969 Side 75. |
| Far | Mor |
| Christen Søkbeck |
|
|
|
|
| Win-Family v.6.0 | Webmaster -------- Homepage | 17 Mar 2004 |