Noter : Ved trolovelsen og bryllupet med Inger Nørriis bliver Niels benævnt Niels Espersen Skrædder. Ved sønnen Peder Nielsens dåb som Niels Skrædder af Hald og ved begravelsen i 1744 som Niels Jespersen Skrædder i Hald.
Peder blev ved dåben båren af Agathe Jacobsdatter(barnets moster). Faddere var Mons. Søren Henrichsen, Tyge Nielsen, Peder Jacobsen (barnets morbror) og Kirsten Christophersdatter.
I Ørslevklosters Jordebøger fra 1719 og 1724 beboer Niels Skrædder et gadehus i Hald, som han skal betale smørpenge af. Han har derfok nok også haft mindst een ko.
På side 115 i "Hr Michel - og alle de andre": Ørslevkloster Sogns Historie gennem 850 år, fortælles det at ladefogeden en majdag i 1731 havde sent et par mænd, Niels Jespersen fra Heilskov og Peder Christensen fra Bøstrup, der var mødt på hoveriarbejde op på staldloftet for at kaste noget rug om, der var ved at blive varmt.
Best som de stod deroppe og skovlede i kornet, lød der høje råb fra stalden nedenunder. Det var malkepigerne Mette Lauridsdatter og Sofie Hansdatter som var igang med morgenmalkningen, der råbte om at der dryssede korn ned i hovedet på dem. En undersøgelse viste at der var flere huller i loftsfjælene, ikke kun knasthuller, men huller der var boret med vilje. I hvert hul var lige så nydelig sat en træprop, hvoraf een var faldet ud, så kornet nu dryssede ned. Det var tydelig hvad ideen med hullerne var. Når der lå en dynge korn derover, kunne man hurtigt fjerne propper og tappe en skæppe korn. Sagen kom fru Lasson for øren og hun pålagde sin ridefoged og fuldmægtig Jacob Ramel, at få den opklaret. Denne indstævnede en flok af godsets fæstebønder og nogle af de fastansatte, 22 mænd og 2 kvinder ialt, til at møde på Birketinget den 21 juli. Men det var håbløst. For det første mødte kun få af de indstævnede, og Ramel måtte indrømme, at de udeblevne var lovligt undskyldte på grund af den travle årstid. De der var mødt, havde ikke ret meget at fortælle. Ingen havde noget rigtigt kendskab til hullerne eller hvem der havde lavet dem! - Man angav ikke hinanden og røbede ikke hvad man vidste. Ramel forsøgte at indkalde til næste tingdag men i Justitsprotokollen står der ikke mere om sagen så Marie Lasson har nok ladet sagen gå i glemmebogen. Hun har vel haft forståelse for, at det kunne være fristende for en arm fæstebonde efter endt hoveri at tage lidt korn med hjem, hvor det ofte kneb med at have nok til forårssåningen.
Den omtalte Niels fra Heilskov kunne måske være vores ane; men det er nok tvivlsomt.
|